Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Den gode opstart

Når du har takket ja til en plads hos os, vil du modtage et brev i e-boks med en invitation til at komme og besøge os. I brevet står telefonnummeret på den stue, dit barn skal gå på – ring til os og lav en aftale om, hvornår du og barnet kan komme på besøg.

Under jeres besøg vil du modtage information om vores hverdag – og vi ønsker også at høre om dit barn og jeres familie. Her lægger vi også en plan for indkøringen, da det varierer meget fra barn til barn, hvor længe der er behov for til indkøring. Det vigtigste er, at vi sammen får skabt rammerne for en tryg tilknytningsperiode, hvor jeres barn lærer både os og institutionen at kende.

Vi er sammen om den trygge indkøring

Det er en stor milepæl at starte i vuggestue eller børnehave – både for barnet og forældre. Derfor er det vigtigt, at opstarten bliver tryg, rolig og tillidsfuld.

Ligesom I har brug for en masse praktisk information om vuggestuen eller børnehaven, har vi også brug for at høre om barnets rytme og vaner. Det er med til at sikre en tryg opstart for barnet, at vi har denne viden. Det kan bl.a. inkludere viden om: 

  • Bruger barnet ble?
  • Bruger barnet sut?
  • Hvad er barnets søvnvaner og hvor længe sover han/hun middagssøvn?
  • Har barnet yndlingslegetøj?
  • Er der en aktivitet/leg, som barnet særligt kan blive optaget af?
  • Har barnet allergi eller andet, som er vigtigt for os at vide?
  • Hvordan ser barnets hverdag ud – længde på dagen, møde- og hentetid?
  • Er der andre end forældre, der henter barnet? Hvis ja, hvem?
  • … hvilke andre ting, kan være vigtige for os at vide?

Hvordan kan en opstart se ud?

Den allerførste dag i institutionen skal være sammen med dig, som forælder, i et par timer. 

En blid indkøring er vigtig, og vi anbefaler, at de første dage er korte med en gradvis tilvænning, hvor barnet også prøver at være alene i nogle timer. Herefter vil barnet deltage i længere formiddage, og du kan være med til frokost for en tryg overgang. Efter en uges tid vil dagene blive længere, men vi tilpasser det hele barnets behov.

Husk – dit barn mærker den tryghed og tillid, der findes mellem os voksne.