Baggrund for inklusionshandleplanen
I dagtilbuddet vokser børnene op i en kultur præget af leg og samvær i sociale fællesskaber. De skal kunne deltage og bidrage til fællesskabet i forskellige sammenhænge og undgå udstødelse. Børn er i dag afhængige af social trivsel, for det er i det sociale miljø omkring dem, at de henter bekræftelse, anerkendelse og selvværd. Kravet til vores børnemiljøer må derfor være, at de kan skabe og opretholde fællesskaber og relationer, der forebygger stigmatisering og eksklusion.
Fællesskab og relationer
Inklusion handler om fællesskaber og relationer. Fællesskaber, der er rummelige nok til, at alle kan finde en plads, er nødvendige i alle pædagogiske miljøer. Sammenhængskraft i børns hverdagsliv er vigtig for det enkelte barn. Al udvikling og læring finder sted i samvær og samspil med andre. Det er derfor af afgørende betydning for den enkelte, hvilke fællesskaber der er tilgængelige, samt hvilke deltagelsesmuligheder barnet har i de enkelte fællesskaber.
Dagtilbuds øst inklusionshandleplan fokuserer på at udvikle det enkelte barns muligheder for at indgå i fællesskaber, og at fællesskaberne er inkluderende.